SVANEMÆRKET

Målet med Svanemærket er at mindske miljøbelastningen fra vores forbrug. Derfor ser miljømærket på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs - til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer. Svanen står for:

  • Skrappe miljøkrav - i alle relevante faser af produktets livscyklus
  • Skrappe krav til kemikalier - til gavn for miljøet og din sundhed
  • Stramning af krav - for at skabe bæredygtig udvikling
  • certificering og kontrol - så du kan være tryg

Kilde ecolabel.dk

Svanemærket kosmetik

Alle markedsførte kosmetiske produkter i EU skal leve op til EU's kosmetiklovgivning og være sikre for menneskets sundhed. Da EU's kosmetiklovgivning primært sigter mod at beskytte forbrugerne, indeholder den ikke specifikke miljøkrav til kosmetiske produkter. Miljømærker er primært udviklet med henblik på at minimere belastningen af miljøet, men går på nogle områder også videre end kosmetiklovgivningens regler om sundhed. Ved at vælge Svanemærkede kosmetiske produkter, får du derfor produkter, der både lever op til mærkets skrappe miljøkrav og overholder kosmetiklovgivningens krav til forbrugersikkerhed, samtidig med at de på nogle områder endda går videre i forhold til forbrugersikkerhed end det, lovgivningen foreskriver.

​Svanemærkede kosmetiske produkter hører til blandt de mindst miljøbelastende inden for deres kategori. I kriterierne stilles blandt andet strenge krav til stoffernes nedbrydelighed, giftighed og persistens (bestandighed) i vandmiljøet. Kosmetiske produkter er i direkte kontakt med hud og hår og derfor er indholdet af stoffer, som kan give anledning til allergi eller evt. andre skadelige effekter, enten forbudt eller begrænset til et minimum. Således må der - ud over et meget begrænset indhold af parfume - ikke tilsættes allergifremkaldende stoffer i Svanemærkede kosmetiske produkter. Produkter til babyer og børn skal dog være helt fri for parfume. Stoffer som findes på EU's liste over muligt hormonforstyrrende stoffer, herunder parabener, må heller ikke indgå. Ud over krav til miljø og sundhed stilles også krav, som reducerer forbruget af emballage og som sikrer produktets kvalitet.

Nedenstående er udvalgte eksempler fra kravene med fokus på sundhed. Du kan læse de samlede krav til Svanemærket kosmetik i kriteriedokumentet.

Eksempelvis gælder for svanemærket kosmetik:

  • Produkter, der markedsføres til spædbørn og børn under 12 år må ikke indeholde parfume- eller aromastoffer.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er klassificeret allergifremkaldende ved hudkontakt eller allergifremkaldende ved indånding. En undtagelse herfra er dog parfumestoffer, der er klassificeret allergifremkaldende, som godt må indgå i produkter til voksne, men kun i ekstremt lave mængder.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er klassificerede mistænkt for at have alvorlige langtidseffekter som f.eks. kræftfremkaldende og reproduktionsskadelige.
  • Produktet må ikke indeholde specifikke stofgrupper, som fx: parabener, borater og perborater, triclosan.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er på EUs liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • Anbefalinger fra EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF) vedrørende konkrete ingredienser skal følges.
  • Produktet må ikke indeholde nanomaterialer undtaget hydreret silica, der anvendes som slibemiddel i tandpasta. Hvis VKF finder det sikkert at anvende specifikke stoffer på nanoform i solbeskyttelsesprodukter, kan disse også tillades.
  • Der må ikke anvendes konserveringsmidler til andet end konservering af selve produktet. Dvs. produktet må ikke have antibakteriel virkning.
  • I læbeprodukter og tandpasta må kun anvendes konserveringsmidler, aroma- og farvestoffer, der også er godkendt som fødevaretilsætningsstoffer.
  • I hårfarver må ikke anvendes stoffer, der er allergifremkaldende for hud, også selv om disse ikke er officielt klassificerede. Der findes endnu ingen Svanemærkede, permanente hårfarver.
  • I hennahårfarver må ikke indgå lawsone.

Kilde:​ Miljøstyrelsen

ALLERGYCERTIFIED

AllergyCertified er et internationalt allergimærke, hvis mission er at certificere produkter, så forbrugerne får mulighed for at vælge hudvenligt. ​Der vil aldrig være parfume og allergene konserveringsmidler som f.eks. MI i AllergyCertified produkter. Læs mere om allergimærket her...

Alle Zenz Organic Pure produkter er AllergyCertified, dvs. shampoo no. 01, balsam no. 02, hårkur no. 03, styling paste no. 06, styling voks no. 09, hårlak no. 88, hårpudder no. 89 samt olie no. 97.